Jeg tænker oftere på dyr end på mennesker, det må jeg indrømme.
Lad mig give dig et eksempel. Lad os sige, at jeg skal spise en pære. Jeg står lænet ind over vasken og spiser en overmoden pære, den er næsten rådden
Smagen af rådden frugt, får mig til at tænke på heste.
Vildheste, som spiser fermenteret nedfaldsfrugt og bliver berusede.
Jeg ser for mig en hestemund.
Og tænker på rillerne i ganesejlet, på drøblen.
Jeg har åbenbart glemt, alt jeg har lært… Har heste drøbler?
Jeg tænker på den overmodne, rådne pære, som smager af beruset vildhestedrøm fra en middelalderlig, forladt frugthave.
Fra dengang hvor der fandtes ikonbilleder og helgener.
Og hvem er vildhestenes skytshelgen?
Det skal jeg sige dig. Jeg har været en engel, en beskytter.
Og de har været mine små helte. Mine hovedpersoner.
Hele bunken skal jeg sige dig. Hele den forbandede kreaturbunke.
Så hold nu din kæft!
Min bror jeg jeg sidder i min V6o. Undskyld at jeg flippede sådan ud før.
Vi taler. Roligt og besindigt. Sådan en side har vores relation jo også.
Hver gang der kommer en modkørende bil, forestiller jeg mig, hvordan vi støder frontalt sammen. Er det mig eller dem der glider over i modsatte vejbane?
Jeg sidder og stortuder i min bil.
Hører min brors stemme og mærker, hvordan en enorm glæde stråler fra min mave og ud i hele kroppen.
